SjelleNoergaard

  (Jeg skal starte med at være ærlig og sige, at jeg ikke er fan af det, den offentlige psykiatri kan tilbyde... og det har jeg faktisk aldrig været; dette indlæg er derfor "måske" lidt farvet af den holdning/erfaring.) Der er nok, efterhånden, ikke nogen af os, der kan se os fri fra at vide om skyderiet i Field's sidste år... på både godt og ondt har mange - hvis alle - af os også holdninger til forløbet, gerningsmanden, psykiatrien, politikerne, und os wieter, und so wieter... og det har vi selvfølgelig ret til (heldigvis, kan jeg kun sige - for hold nu magle, hvor har jeg selv mange!)... og i dag er dommen så faldet.  Jeg får simpelthen helt ondt i maven, jo længere jeg tænker på hele forløbet.  Når jeg tænker på, hvor intenst den stakkels gerningsmand - for ja, han er fucking stakkels! - er blevet svigtet og tabt i det system, der skulle gribe ham... det her kommer fandeme "lidt for tæt på", og så har jeg endda ikke været i Field's, nogensinde; men jeg h

(Advarsel; "følelsesporno" incoming...) Jeg tænker for meget, skal vi ikke bare starte dér?  Jeg har, især de sidste par måneder, tænkt utroligt meget over fortiden. Granted, det gør jeg altid - hej C-PTSD! - men det har været ekstremt på det sidste... og det trækker, hånden på hjertet, tænder ud til tider, det der med at tænke tilbage...  Jeg ville ønske, at jeg kunne gå tilbage og sætte ild til det hele, så det aldrig var kommet hertil - "det", altså mine tanker, flashbacks, mareridt og konstant "på tæerne"-hed (jeg har ikke lige det danske ord for det i hovedet... jeg er træt).  Jeg tror egentlig, at det jeg er kommet frem til, efter alle de søvnløse nætter, er, at jeg altid har haft en inderlig følelse af, at jeg var/er forkert. At jeg er en defekt udgave af et menneske, og jeg derfor (på en eller anden måde, af en eller anden årsag) skal straffes. Jeg tænker måske endda, at det er dér, mange af mine selvskade-tendenser stammer fra; for selvom jeg ikke

  (Trigger warning; snak om voldtægt, selvbillede, flashbacks og selvskade/selvmordstanker.) Jeg går (alt for tit) og analyserer - nogen ville nok kalde det "overtænkning", men hey - analyserer på mig selv, på min fortid, på min person, på menneskerne omkring mig, på verden generelt. I dag rammer tankerne, flashbacks'ne og følelserne omkring min krop. Det er ikke - og det kan det heller ikke være - en hemmelighed, at jeg er overvægtig. Det er samtidig ikke en hemmelighed, hvis man kender mig "bare lidt", at jeg har det forfærdeligt med det; det er heller ikke hemmeligheder, at jeg er uddannet kostvejleder, der ("pt") er ude af stand til at tabe mig. Er det ikke ironisk? Det føles i hvert fald sådan...  Anywho. Overvægten er, er jeg kommet frem til, et symptom. Et symptom på, hvordan jeg har det... eller, heldigvis , i mit tilfælde, havde det. Mad blev nemlig, desværre, en metode, jeg brugte, for at føle kontrol... indtil maden tog kontrollen tilbage,

( Måske lidt late to the game, men Sjelle har noget på hjerte)  Jeg så, i går, dette indslag på TvMidtVest - “Børnene der ikke ville i skole” - og det startede en lavine af følelser og tanker i mig. Dem deler jeg nu, for det føles vigtigt.. jeg kan, trods alt, tilbyde en “indefra-vinkel”.  Jeg blev så pokkers ramt af programmet; nok allermest, fordi jeg selv har været der. Hell, jeg er førtidspensionist, så jeg er der vel teknisk set stadig? Jeg kan SAGTENS huske, hvordan det var, at være 12 år gammel, og bare tænke “Det her kan jeg bare ikke”. Jeg kan godt huske - tydeligere, end jeg ville ønske - hvordan det var at nægte at tage af sted. Huske, hvordan det åbenlyst gjorde ondt på min mor. Huske, hvordan jeg bare ikke kunne mere.. og hvordan det bare blev værre og værre.  Det (skolevægring, hvilket er det korrekte udtryk) manifesterer sig forskelligt - hos mig, i voldsom angst, paranoia og utrolige mavesmerter. Angst og mavesmerter, jeg stadig - 16-20 år senere - bøvler m

Jeg er pludselig teenager igen - det føles i hvert fald sådan. Jeg har lyst til at skrige min lykke ud til alle, der vil høre den (og også dem, der helst vil være fri), og jeg er skeptisk. Jeg er skeptisk, fordi jeg bliver ikke denne ""slags"" glad... ikke længere. Men, det gør jeg jo så, åbenbart, alligevel? Jeg fatter hat... "Teenage Dream" med Katy Perry kører på repeat i mit hoved. Jeg smiler, når jeg sidder og kigger på ud af vinduet på vej hjem fra tatovøren. Jeg danser foran spejlet - i mit undertøj!! (det er ret stort, lol) - mens jeg vasker mit ansigt om aftenen. På én og samme tid, har det hele - pludseligt -  været det hele værd... alle de knuste hjerter, alle de ar, alle de år med flasken i hånden, al den psykiske terror, og, endda, al angsten og paranoiaen.  Alle de nætter, hvor jeg ikke sov, fordi jeg var overbevist om, at jeg ville blive dræbt, hvis jeg lukkede øjnene. Alle de ting, jeg har sagt nej til, fordi jeg ikke turde. Alle de fucking

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, især, når jeg tjekker "Denne dag" på Facebook, at jeg - in no way, shape or form - er den samme person, som jeg var for 10 år siden. Hell, jeg er ikke engang den samme "tøs", som blev forladt af ham, hun troede, hun skulle bruge resten af sit liv med, for 4 år siden... Jeg har valgt at skrive hende et åbent brev. Kære Sjelle, Michelle, Krølle, Milla, og hvad du ellers er blevet kaldt igennem dit liv; for jeg vælger kun at nævne de pæne ting her. De navne, du aldrig mente, du kunne leve op til. Du var overbevist om, at du ikke var god nok til, at folk skulle/kunne give dig kælenavne. For fanden, du fattede hat af, at du overhovedet havde venner. Hvis du bare kunne se os nu.  Hvis du kunne se, hvilke mennesker vi har i vores liv, ville du rynke på næsen af kvantiteten - men kvaliteten? Girl, vi har aldrig oplevet noget lignende. Hvis du kunne se, hvordan vi går rundt udenfor, som vi freaking owner stedet (stort set) uden paran