Forkert?...

(Advarsel; "følelsesporno" incoming...)

Jeg tænker for meget, skal vi ikke bare starte dér? 

Jeg har, især de sidste par måneder, tænkt utroligt meget over fortiden. Granted, det gør jeg altid - hej C-PTSD! - men det har været ekstremt på det sidste... og det trækker, hånden på hjertet, tænder ud til tider, det der med at tænke tilbage... 
Jeg ville ønske, at jeg kunne gå tilbage og sætte ild til det hele, så det aldrig var kommet hertil - "det", altså mine tanker, flashbacks, mareridt og konstant "på tæerne"-hed (jeg har ikke lige det danske ord for det i hovedet... jeg er træt). 

Jeg tror egentlig, at det jeg er kommet frem til, efter alle de søvnløse nætter, er, at jeg altid har haft en inderlig følelse af, at jeg var/er forkert. At jeg er en defekt udgave af et menneske, og jeg derfor (på en eller anden måde, af en eller anden årsag) skal straffes.
Jeg tænker måske endda, at det er dér, mange af mine selvskade-tendenser stammer fra; for selvom jeg ikke længere cutter eller brænder hul på mig selv, så har jeg sgu ikke smidt tendensen til at tænke, at det må være løsningen!!! Det er jo såre simpelt; hvis jeg skader mig selv, så kommer jeg først, og derfor er arrene (nu mentale) påført af mig selv... hvilket, i mit hoved, gør det hele bedre, for så er der ikke andre, der (bevidst eller ubevidst) har skabt dem. Det er fucked, ikk'?

Jeg kan, helt ærligt, ikke huske en tid, hvor jeg ikke tænkte, at der var noget "galt med mig"; hvor jeg ikke tænkte, at jeg var totalt malplaceret på denne jord - det "faktum" internaliserede jeg super tidligt, for hvem kunne jeg ellers give skylden? I mit lille, 5-6-årige hoved, var det mig, der måtte være noget galt med... og den tanke har jeg bare aldrig helt kunne slippe, uanset hvor meget medicin, de propper i mig, eller hvor meget terapi, jeg går i.
Men jeg er fucking træt af det. Jeg er træt af, at så snart jeg føler, at en form for kritik er på vej - og det føler jeg ofte (hej igen, C-PTSD!) - så er jeg overbevist om, at den er berettiget, og at det, selvfølgelig, er rigtigt, at det er mig, der er gal på den... og det vokser selvværdet sgu ikke ligefrem af, haha.
I mit hoved er det bare "aldrig" andre, der er forkerte på den, den bliver altid vendt indad; hvad gjorde jeg, for at få XYZ til at reagere/sige sådan? Hvordan udløste JEG nu det her, og hvordan fikser jeg det hurtigst muligt, så XYZ ikke er følelsesmæssigt påvirket af det? 

På mine gode dage er jeg sådan "Well, fuck, hvis jeg er forkert, så ønsker jeg ikke at være rigtig! *Indsæt selv selvudslettende latter her*" - men på de dårlige? På de dage/aftener/nætter, hvor det hele ramler om ørerne og (især) i hovedet på mig? Der har jeg vitterligt ikke kræfterne til at lade som om, at alt det her ikke har magten til at knuse mig, hvis jeg tænker for længe på dét... og, som vi har fået konstateret, så tænker jeg - altid - alt for meget. 

Jeg øver mig, det gør jeg! Øver mig i at udfordre tankerne, mønstrene, tendenserne og følelserne. Men for helvede, hvor føles det hele bare som ét stort, sort hul til tider, og så bliver jeg ærligt bare "lidt" træt...

Hold nu helt royalt kæft, hvor kan opvækst, overgreb, mobning og traumer ødelægge ens selvopfattelse.