Solskin i min mave.

Jeg er pludselig teenager igen - det føles i hvert fald sådan. Jeg har lyst til at skrige min lykke ud til alle, der vil høre den (og også dem, der helst vil være fri), og jeg er skeptisk.

Jeg er skeptisk, fordi jeg bliver ikke denne ""slags"" glad... ikke længere. Men, det gør jeg jo så, åbenbart, alligevel? Jeg fatter hat...

"Teenage Dream" med Katy Perry kører på repeat i mit hoved. Jeg smiler, når jeg sidder og kigger på ud af vinduet på vej hjem fra tatovøren. Jeg danser foran spejlet - i mit undertøj!! (det er ret stort, lol) - mens jeg vasker mit ansigt om aftenen.

På én og samme tid, har det hele - pludseligt - været det hele værd... alle de knuste hjerter, alle de ar, alle de år med flasken i hånden, al den psykiske terror, og, endda, al angsten og paranoiaen. 

Alle de nætter, hvor jeg ikke sov, fordi jeg var overbevist om, at jeg ville blive dræbt, hvis jeg lukkede øjnene. Alle de ting, jeg har sagt nej til, fordi jeg ikke turde. Alle de fucking fejl, alle de forbandede tårer, et hvert angstanfald... Det hele giver mening nu, for det ledte mig til ham.

Hold kæft, hvor jeg lyder umoden og forelsket, hva'? DET SAGDE JEG JO I STARTEN, ALTSÅ... don't say I didn't warn you. 

Men ærligt, ikk'? Det føles som om, at jeg har drømt så meget om denne mand, både i vågen og sovende tilstand, at livet tænkte "Nå, jamen så får du ham da!", og nu sidder jeg her. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal stille op med det, men det hele føles som efterår, solskin og brune blade i min mave; og det er den mest nøjagtige måde, hvorpå jeg kan beskrive, hvordan "lykke" føles for mig. 

"There's a Heaven, baby, you're the proof."