Et autistisk modsvar...

 Kære Nicolai Wammen. 

I går stod du på åben skærm og gav "det specialiserede område" (læs: mennesker med handicap) skylden for de massive besparelser i landets kommuner; herunder skolelukninger mv. De handicappede borgeres retssikkerhed har aldrig været dårligere, men det er vores egen skyld. 

Den udtalelse gjorde simpelthen så meget ved mig; på et følelsesmæssigt, personligt plan ramte den så dybt, at jeg i dag er nødt til at skrive noget - et autistisk modsvar, om du vil... for jeg er nemlig én af dem, du direkte gav skylden for standen af vores land - tak for dén. 
Normalt kan jeg, til en hvis grænse, godt tage jeres retorik... men jeg kan simpelthen ikke få din udtalelse ud af mit hoved. So... here we go. 

Jeg ved ikke, om du render rundt i en fantasi-verden, hvor folk ønsker at være handicappede; hvor vi ønsker at være født med handicaps, føde handicappede børn, eller blive handicappede i løbet af livet... men jeg kan garantere dig for, hånden på hjertet, at hvis det reelt var et valg, så havde jeg (og alle fucking andre) valgt noget andet.

Men jeg vil gerne give dig en undskyldning; undskyld jeg eksisterer. Undskyld, at der var så lidt forståelse fra omverdenen i mine formative år, at jeg aldrig færdiggjorde folkeskolen, og at jeg endte på førtidspension. Undskyld, at  jeg har "taget en plads" på bostederne rundt omkring i Region Midt - hvor jeg iøvrigt kun blev dårligere. Undskyld, jeg har måtte indlægges flere gange, fordi min hjerne - oveni at være autistisk - forsøgte at slå mig ihjel. Undskyld, at jeg har brug for støtte, fordi jeg ikke forstår mine omgivelser, eller hvordan verden fungerer. Undskyld, Nicolai; jeg er oprigtigt ked af, at min eksistens gør dit liv (/job) sværere...
Eller, ved du hvad, nej, det er jeg faktisk ikke; jeg har brugt hele mit liv på at undskylde for min eksistens, og jeg har først for nyligt "fået hold på det"; jeg nægter at gå 10 skridt tilbage for en type som dig. 

Jeg har lige så meget ret til at være her, som du har. Mit liv har værdi - det er mig, der vurderer det, og (heldigvis) ikke dig. JEG har værdi, fordi jeg er menneske; jeg er SÅ meget mere end en paragraf, en lov, et støttebehov. Og hvor gør det mig inderligt ondt, at du ikke ser værdien i "sådan nogle som mig"... vi kunne lære dig en del.