SjelleNoergaard

(Advarsel; "følelsesporno" incoming...) Jeg tænker for meget, skal vi ikke bare starte dér?  Jeg har, især de sidste par måneder, tænkt utroligt meget over fortiden. Granted, det gør jeg altid - hej C-PTSD! - men det har været ekstremt på det sidste... og det trækker, hånden på hjertet, tænder ud til tider, det der med at tænke tilbage...  Jeg ville ønske, at jeg kunne gå tilbage og sætte ild til det hele, så det aldrig var kommet hertil - "det", altså mine tanker, flashbacks, mareridt og konstant "på tæerne"-hed (jeg har ikke lige det danske ord for det i hovedet... jeg er træt).  Jeg tror egentlig, at det jeg er kommet frem til, efter alle de søvnløse nætter, er, at jeg altid har haft en inderlig følelse af, at jeg var/er forkert. At jeg er en defekt udgave af et menneske, og jeg derfor (på en eller anden måde, af en eller anden årsag) skal straffes. Jeg tænker måske endda, at det er dér, mange af mine selvskade-tendenser stammer fra; for selvom jeg ikke...

  (Trigger warning; snak om voldtægt, selvbillede, flashbacks og selvskade/selvmordstanker.) Jeg går (alt for tit) og analyserer - nogen ville nok kalde det "overtænkning", men hey - analyserer på mig selv, på min fortid, på min person, på menneskerne omkring mig, på verden generelt. I dag rammer tankerne, flashbacks'ne og følelserne omkring min krop. Det er ikke - og det kan det heller ikke være - en hemmelighed, at jeg er overvægtig. Det er samtidig ikke en hemmelighed, hvis man kender mig "bare lidt", at jeg har det forfærdeligt med det; det er heller ikke hemmeligheder, at jeg er uddannet kostvejleder, der ("pt") er ude af stand til at tabe mig. Er det ikke ironisk? Det føles i hvert fald sådan...  Anywho. Overvægten er, er jeg kommet frem til, et symptom. Et symptom på, hvordan jeg har det... eller, heldigvis , i mit tilfælde, havde det. Mad blev nemlig, desværre, en metode, jeg brugte, for at føle kontrol... indtil maden tog kontrollen tilbage, ...