Jeg vrøvler bare lige lidt...
(Trigger warning; snak om voldtægt, selvbillede, flashbacks og selvskade/selvmordstanker.)
Jeg går (alt for tit) og analyserer - nogen ville nok kalde det "overtænkning", men hey - analyserer på mig selv, på min fortid, på min person, på menneskerne omkring mig, på verden generelt. I dag rammer tankerne, flashbacks'ne og følelserne omkring min krop.
Det er ikke - og det kan det heller ikke være - en hemmelighed, at jeg er overvægtig. Det er samtidig ikke en hemmelighed, hvis man kender mig "bare lidt", at jeg har det forfærdeligt med det; det er heller ikke hemmeligheder, at jeg er uddannet kostvejleder, der ("pt") er ude af stand til at tabe mig. Er det ikke ironisk? Det føles i hvert fald sådan...
Anywho.
Overvægten er, er jeg kommet frem til, et symptom. Et symptom på, hvordan jeg har det... eller, heldigvis, i mit tilfælde, havde det. Mad blev nemlig, desværre, en metode, jeg brugte, for at føle kontrol... indtil maden tog kontrollen tilbage, og jeg måtte overgive mig; jeg havde ikke kræfter til at kæmpe imod, samtidig med at jeg var stjerne-psykotisk, angst, depressiv, selvskadende og havde lyst til at ende mit liv... der var simpelthen ikke ~plads~ til OGSÅ at skulle tænke over, hvad jeg proppede i kæften.
(Lidt baghistorie; jeg udviklede anoreksi som 14-årig, tabte mig ned til ca. 45 kg. Flyttede på bosted som 18-årig, og tog 30-40 kg på, på godt og vel 7 måneder. Det var en voldsom omgang.)
Mad gik, på utrolig kort tid, fra, at være noget, jeg nægtede mig selv, til at være dét, der gav mit liv mening... Det var dét, der gav mig ro, når jeg så ting, der ikke var der, når stemmerne i mit hoved råbte af mig. Det var det, der trøstede mig, når jeg var blevet udnyttet af en eller anden mand (igen). Jeg udviklede en eller anden form for afhængighed, og jeg er ikke kommet over den endnu, 11 år senere; selvom jeg kæmper en brav kamp, så er "den" bare stærkere for det meste.
Jeg bliver nogle gange spurgt, "Hvorfor går du så meget op i din vægt?" - og, udover det indlysende, "Fordi det ikke er sundt, det her", så er det så mega, fucking, uoverskueligt kompliceret for mig at give et svar.
Jeg tror, i bund og grund, at det handler om, at jeg ikke føler mig hjemme i min krop; jeg kan, på dårlige dage, endda blive i tvivl om, hvor vidt, den er MIN, og hvor vidt det er MIG, der bestemmer over den (sidespor; jeg tror, mange ofre for voldtægt har den tanke/følelse. Vi har jo erfaret, at det ikke er altid, man selv bestemmer, hvad ens krop "bliver brugt til"); og det er en følelse, jeg kamp-hader.
Jeg kamp-HADER, at jeg ikke føler, jeg kan være den, jeg egentlig er, fordi min krop "spænder ben". At jeg ikke kan se mig selv, som jeg (åbenbart???) er, fordi mit (især fysiske) selvbillede er så mega forskruet, at jeg ikke ved, hvad der er virkeligt, og hvad der er "min virkelighed"... det er fucking skræmmende nogle dage.
Samtidig (måske på grund af alt det her) føles den, denne kødbeholder, som en konstant reminder om alt muligt, jeg gerne vil glemme... Den føles som min "sygdoms-krop", og, ikke at jeg er rask, for det bliver jeg måske aldrig, men jeg kan ikke connect'e den med det sted, jeg er nu. No wonder jeg ikke er fan af full-length spejle.
Jeg tror, hånden på hjertet, at jeg kan sige, at der ikke er noget, jeg hellere vil, end at tabe mig - og det er også en semi-skræmmende tanke, der hurtig kan blive usund i mit lille hoved - og det trækker efterhånden tænder ud, at det ikke ""kan"" lykkes mig.
Jeg føler, at jeg fejler på daglig basis, hvilket ikke ligefrem er befordrende for mit i forvejen udfordrede selvværd... men samtidig skal jeg (så absolut) lade være med at "flip the switch", så jeg ender med anoreksi igen. Det er en balancegang, jeg konstant øver mig i; øver mig i, at spise, når jeg er sulten, og ikke når jeg er ked af det/vred/trist/min hjerne sender flashbacks af sted i flæng/indsæt-selv-her. Øver mig i, at det er OKAY - okay at være her, lige nu, og at være den jeg er, at jeg ser ud, som jeg gør. Jeg ville bare ønske, at jeg snart knækkede koden.
Jeg vil - meget gerne - forsøge at binde en eller anden fin, grøn sløjfe rundt om det her, så det ikke er så pisse deprimerende... Det er ærligt bare lidt svært i aften, haha (indsæt selvudslettende latter hér).
Kommentarer
Send en kommentar