Et åbent brev til mit tidligere selv.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, især, når jeg tjekker "Denne dag" på Facebook, at jeg - in no way, shape or form - er den samme person, som jeg var for 10 år siden. Hell, jeg er ikke engang den samme "tøs", som blev forladt af ham, hun troede, hun skulle bruge resten af sit liv med, for 4 år siden... Jeg har valgt at skrive hende et åbent brev.

Kære Sjelle, Michelle, Krølle, Milla, og hvad du ellers er blevet kaldt igennem dit liv; for jeg vælger kun at nævne de pæne ting her. De navne, du aldrig mente, du kunne leve op til. Du var overbevist om, at du ikke var god nok til, at folk skulle/kunne give dig kælenavne. For fanden, du fattede hat af, at du overhovedet havde venner. Hvis du bare kunne se os nu. 

Hvis du kunne se, hvilke mennesker vi har i vores liv, ville du rynke på næsen af kvantiteten - men kvaliteten? Girl, vi har aldrig oplevet noget lignende. Hvis du kunne se, hvordan vi går rundt udenfor, som vi freaking owner stedet (stort set) uden paranoia eller angst. Hvis du kunne se, hvordan vi griner HELT ned i maven, når Franke er en idiot. Eller når Laura skriver, at vi er verdens bedste kartoffel. Eller når mor ikke ved, hvordan man staver til HDMI. For pokker, you get the point. 

Vi er et sted nu, hvor lyset eksisterer - det er ikke en eller anden fantasi, et håb, en drøm... vi er midt i det. Selvfølgelig har vi stadig møg svære dage, men de er ikke i nærheden af, hvad de var - jeg kan næsten ikke huske de dage, hvor du kæmpede for at komme ud af sengen, om ikke andet, så "bare" for at sætte dig under skrivebordet. Jeg husker stort set ikke indlæggelserne, bostederne, overgrebene eller den psykiske terror. Vi kæmpede os igennem, vi gjorde det. 

Er vi så raske nu? Jeg kan næsten forestille mig håbet i dine grønne øjne, men jeg må skuffe dig. Der er stadig paranoia, angst, depressive dage (men ikke måneder!!!) og en fandens ensomhed. Men, takket være dig, ved jeg, at jeg kan kæmpe mig ud på den anden side; du har nemlig gjort det før mig, så uendeligt mange gange, så jeg har set, hvordan man gør. 

Det er så synd, at du ikke kan selv kan se, hvor stærk du er. At du ikke ser, at ingen - og jeg lover dig, ingen - får dig så langt ned, at du ikke kan kravle op igen. Måske med medicin, måske med terapi, måske med en kombination, men du bouncer altid tilbage.

Jeg lover dig desuden, at han ikke bliver enden. Du møder nye mænd, du kommer til at elske igen, og det kommer til at gøre (næsten) lige så ondt. Men det vil, hver eneste gang, være dét værd. 

Og, til aller sidst; tak, for at holde os i live. Tak for, at jeg nu får lov til at se lyset. Tak, fordi du aldrig gav op... selv da du gjorde. Jeg skal nok bruge resten af vores liv i et forsøg på at gøre dig stolt. 

Jeg er så fandens stolt af dig.