Hvis hænder er blodet egentlig på?

 (Jeg skal starte med at være ærlig og sige, at jeg ikke er fan af det, den offentlige psykiatri kan tilbyde... og det har jeg faktisk aldrig været; dette indlæg er derfor "måske" lidt farvet af den holdning/erfaring.)

Der er nok, efterhånden, ikke nogen af os, der kan se os fri fra at vide om skyderiet i Field's sidste år... på både godt og ondt har mange - hvis alle - af os også holdninger til forløbet, gerningsmanden, psykiatrien, politikerne, und os wieter, und so wieter... og det har vi selvfølgelig ret til (heldigvis, kan jeg kun sige - for hold nu magle, hvor har jeg selv mange!)... og i dag er dommen så faldet. 

Jeg får simpelthen helt ondt i maven, jo længere jeg tænker på hele forløbet. 
Når jeg tænker på, hvor intenst den stakkels gerningsmand - for ja, han er fucking stakkels! - er blevet svigtet og tabt i det system, der skulle gribe ham... det her kommer fandeme "lidt for tæt på", og så har jeg endda ikke været i Field's, nogensinde; men jeg har, til gengæld, været psykisk syg langt det meste af mit liv... 23 år, give or take, og det giver mig måske et andet syn på det her - jeg aner det ikke - men retorikken omkring alt det her, ansvarsfralæggelsen (!!!), dommen i sig selv... jeg kan ikke være i det.
Jeg kan ikke være i, at én, jeg (højst sandsynligt) deler diagnose med, bliver omtalt sådan. Som om, at han er et monster. Som om, at han gjorde det i koldt blod, og at han godt vidste, hvad han lavede. Det er vitterligt ikke sådan, jeg ser på det, men, igen, jeg kan "kun" tilbyde mit indefra-perspektiv.

Jeg kan især ikke, som i overhovedet ikke, være i, at vi, her i "lille Danmark", har så ringe en psykiatri, at sådan noget kan ske. 
Jeg har ikke en dyt til overs for den læge, der seponerede gerningsmandens anti-psykotisk, og jeg har ikke en dyt til overs for alle de andre (behandlere, psykologer, sygeplejersker - PSYKIATRISK SKADESTUE), som han var i kontakt med, som ikke ""gjorde mere"". Jaja, man er bundet af mange ting, og man kan kun gøre sit bedste, I fucking get it... men hvorfor taler vi om det som om, at der kun er én gerningsmand i alt det her? 

Hvorfor bliver lægen ikke stillet for en ret? Hvorfor har der været 13 (!) behandlere i psykiatrien - på et halvt år (like, what the actual fuck?!) - der ikke har råbt op; eller, hvis de har, hvorfor er de ikke blevet hørt? Hvad er det egentlig, der foregår her, og hvorfor i al verden holder vi hånden over dem? Hvorfor skal de gå fri, når de har fejlbehandlet? Jeg forstår det vitterligt ikke.

Jeg er ~måske~ også "lidt" farvet af mine egne fejlbehandlinger i psykiatrien, og det gør nok, at jeg bliver lidt ekstra ramt; men jeg bliver, hånden på hjertet, allermest ramt på min retfærdighedssans (hej, GUA, nice to see ya). For det her er jo ikke retfærdigt!

JA, jeg er med på, at manden har slået ihjel, skadet og såret - og det er aldrig okay, "heller ikke" i min optik - men jeg bli'r bare så drøn ked af det, for helt ærligt, ikk'?

Hvis jeg ikke havde fået min livsnødvendige, medicinske behandling - og hvis jeg ikke havde været så indadreagerende (hedder det dét?? My brain does not compute at the moment) - så kunne det jo have været MIG, der stod som gerningsmand... ikke, at jeg nogensinde har ønsket at skade nogen, men det er jo hele pointen... jeg er typen, der altid vender alting indad - jeg skader altid mig selv, før jeg skader andre, selv i mine allermest psykotiske øjeblikke (= jeg skader ikke andre, bare rolig). 

Men... hvis jeg/vi havde lyttet på den første psykiater - eller nummer to, eller nummer tre, så ved jeg vitterligt ikke, hvor jeg var endt... Højst sandsynligt i graven - eller på gaden, ind og ud af psykiatriske afdelinger. Men det er jo bare ikke alle, der har så ressourcestærk en mor, som jeg har... Det ved jeg udmærket godt. 

Det betyder bare, for Guds skyld, ikke, at vi må tabe dem på gulvet. Vi MÅ og SKAL kunne gøre bedre end det her.