Bestemmer JEG dét?

(Disclaimer; Jeg ved ikke, hvor dette kommer til at føre hen og ende, så bær over med mig... deal?)

På en smuk junidag for 11 år siden, blev retten til at bestemme over min egen krop brutalt revet ud af mine hænder - sikke et smukt billede, jeg maler her, hva'? Det er en af de episoder, der har haft allermest indflydelse på, hvordan jeg er endt. Hvordan jeg tænker, hvordan jeg agerer, hvordan jeg ser verden... og selvom jeg bestemt ikke var/er fan af episoden, så er jeg fan af, hvem jeg er blevet efter den. 

Jeg vil, som altid på nettet, ikke gå i detaljer med selve situationen, men når jeg siger, at en del af mig døde den dag, så overdriver jeg ikke. 

Jeg overdriver heller ikke, når jeg siger, at jeg, nu, 11 år ældre og klogere, stadig kæmper med flashbacks, kvælningsfornemmelse og en form for disassociation, når jeg tænker på det, der skete. 

Jeg kæmper dog især med - og dette pisser mig nok mest af - at forstå konceptet "Min krop, mine regler" - for den er blevet modbevist overfor mig, og desværre ikke kun en enkelt gang.

Jeg har "ladet" folk gøre ting mod mig - og ved mig - som jeg ville ønske, jeg kunne gøre om, i et forsøg på at tage min power tilbage... og fuck, hvor har det bare vist sig at være det dummeste, man (jeg) overhovedet kunne gøre. Mindre selvbestemmelsesret, ringere selvbillede, (endnu) lavere selvværd har alt sammen været prisen, jeg måtte betale for de - efterhånden - mange oplevelser, jeg sådan set gerne ville være foruden... for jeg bestemte virkelig ikke; ikke over min krop, ikke over situationen, ikke over mine følelser, ikke over noget af vigtighed.

Men jeg har besluttet mig for, gang på gang, og jeg bliver ved med at beslutte mig for, at jeg bestemmer. Det er min krop, og det er mine regler... og denne form for "growth", if you will, den har skisme mange ansigter - i hvert fald i mit tilfælde. 

Nogle dage er det at skrige ind i en pude. Andre dage betyder det, at jeg danser rundt i min lejlighed i undertøj. Andre igen, gemmer jeg mig for verden, mænd især. Og så er der de dage, hvor jeg bliver super selvdestruktiv og ender på Tinder... men de er heldigvis few and far between.

I dag betød det, at jeg holdt et mini-photoshoot med mig selv... det lyder ikke af det vilde, vel? Det var det egentlig heller ikke, hvis man ser bort fra, at jeg ""poserede"" uden alt for meget tøj på, men dog tildækket. Jeg følte en form for "empowerment" i situationen, og jeg er faktisk ret vild med de billeder - og jeg er ALDRIG særlig vild med billeder af mig selv, hvor man kan se andet end mit ansigt (hej vægtøgning på alt for mange kg), så det siger sgu en del.

Jeg tror egentlig også, at "photoshootet" udsprang sig af, at jeg er pishamrende træt af at gå og gemme mig... Jeg føler konstant, at jeg "optager for meget plads", og at jeg er "for meget".... for meget det ene, for lidt det andet, og så cirkulerer vi rundt tilbage til "for meget"... A gi'er æ mer'! Jeg vil bare gerne føle mig tilpas i min egen krop - i alle (ALLE!) situationer - er det for meget at be om, altså?! Ih, jeg kan blive helt hidsig...

Kan du huske, at jeg sagde, at jeg ikke vidste, hvor dette ville ende? Hah, well, here we are...