She's back, baby.

Hai there, og velkommen til mit lille hjørne af nettet. 

Okay, så... det er et stykke tid siden, jeg sidst har gjort det her, så bær over med mig, så er I super-duper søde!

Jeg ved helt ærligt ikke, hvad planen med denne ""nye"" blog er - jeg tror bare, at jeg vil dokumentere den del af mit liv, hvor jeg har følt mig mest som mig selv; den del af de sidste 27 år, hvor jeg har været mest Sjelle og mindst Bente (shoutout til Mikkel for at navngive hende, btw), og hvor jeg har været gladest, mest optimistisk, og hvor jeg har fået en ro, jeg kun havde turdet drømme om. 

Så, hvor filan starter man? 

Tror bare, jeg starter med at sige, at jeg er glad - inderligt glad - for mit liv. Sådan helt ned i maven, hvor man bliver sådan semi-varm indvendig af at tænke på, hvor langt man er kommet.

 

Jeg kan vitterligt ikke huske en tid, hvor jeg har haft det, som jeg har det pt, men jeg er sikker på, at hvis jeg nogensinde har haft det sådan her, så er det en evighed siden (jeg har været syg i 13-14 år, så det føles i hvert fald sådan).

Jeg sidder ikke her og siger, at min skizofreni på mirakuløs vis er forsvundet i løbet af de sidste år, og at min autisme nu pludselig er væk - det sidste sker jo aldrig, det ved de fleste - men føj, hvor er jeg bare... content med mit liv. 

Selvfølgelig har jeg dage, hvor sorgen over det liv, jeg aldrig fik, tager over. De dage, hvor jeg bare gerne vil gemme mig under dynen, fordi jeg ikke bliver mor, jurist, eller (most likely) nogensinde kommer til at eje mit eget hus. 

Selvfølgelig har jeg stadig dage (eller nætter), hvor min paranoia er en bitch, og min "kære" følgesvend, stemmen, kommer bare for lige at minde mig om, at hen altså stadig kan (stemmen er btw intetkøn... så jeg kalder hen for, well, "hen"... context er vigtigt, har jeg hørt!). 

Nu har jeg bøvlet med det her indlæg i 20 minutter, og jeg ved stadig ikke, hvad planen er, haha... Jeg tror desværre, at det er en af de ting, jeg må tage på gefühlen... det er jo også dét, os autister er absolut bedst til (sarkasme kan forekomme, ret ofte, på denne side)!

Så, gefühlen it is! Jeg håber, I får lyst til at følge med, og jeg håber inderligt, at jeg husker at opdatere det her... andet ville være kønt, ikk'?

God aften, og Corona-venlig krammer hele vejen rundt!